Beundrede dig på afstand i min tidlige ungdom. Du var smuk, dejlig, havde klasse. Jeg var lidt bange for dig, du vidste hvem jeg var, men jeg turde ikke nærme mig. I 1963 ville tilfældet, at vi begge på samme tid boede på Hotel Rue Daguerre på Montparnasse. Vi snakkede, du var ikke uinteresseret, forærede mig en keramikkande, du havde købt på et parisermarked. Men du var sammen med en anden, jeg kiggede langt efter jer den dag I gik i Pariser Operaen, hvor var du smuk, 17 år gammel i din elegante, stramtsiddende spadseredragt. Det gjorde ondt. Senere i Gentofte var der optræk til en tilnærmelse, men timingen var dårlig. Siden bankede jeg på døren til dit kollegieværelse i Odense, men ingen åbnede. Hjemme sendte jeg dig et digt, jeg husker stadig det meste: “Drømmer mig til vinger, svæver vest-syd-vest halvandet hundrede kilometer. Nede på Niels Bohrs Allé står du ganske rigtigt og gør dig tanker og betragter nu et kort sekund min stjerne- glade himmelflugt. Da du sænker hovedet til farvel, er jeg kun igen mig selv”. Gennem årene har jeg nu og da fulgt dig lidt på afstand. Så dig sidst i 2005 til din brors begravelse. Vidste tidligt, at hvis jeg en dag blev far til en pige, skulle hun opkaldes efter dig, og sådan blev det. Anne har det godt og bor i dag i Irland. Mine hænder omslutter din keramikkande, jeg sender dig kærlige tanker, hvor livet dog er kort og underligt tilfældigt. Fra hjertet en stor tak. Du betød noget! Finn B.